Debatarrangement med Adrian Hughes, "Mors afskedsbrev"

Mors afskedsbrev

– om nedarvede familietraumer

Adrian Hughes leverede i 2021 sommerens store samtaleemne, da han med en podcast i 6 afsnit fortalte sin families spektakulært tragiske historie. Med DR LYD’s hidtil mest downloadede dokumentar kom mange danskere på fornavn med Champagnepigen Inge, Monsteret Margot og den mystiske byggematador-morfar Thorvald, som holdt sig skjult i baggrunden. Selv om de færreste lyttere havde Hughes’ farverige fortid kunne alle forholde sig til at have forældre, børn eller søskende.

Da Adrian Hughes’ mor døde i 2002 efterlod hun sig et chokerende afskedsbrev til sine fem sønner. Mens hun kærligt roste Adrian og hans lillebror var hun bitter, hånende og hadsk mod Adrians tre ældre brødre. Lige siden har Adrian kæmpet med at forstå hvordan hans mor kunne udvikle så forkvaklet et forhold til sin omverden. I foredraget går han med billeder og film på opdagelse i moderens glamourøse baggrund.

Adrians morfar var den i samtiden kendte hovedrige bygge-entreprenør Thorvald Dreyer. Hans familieliv indeholdt ægteskab med en prostitueret, falske graviditeter, hemmelige adoptioner, pludselige dødsfald og en helt offentlig trekantsaffære mellem ham, hans hustru og Frederiksbergs mangeårige borgmester Arne Stæhr Johansen. 

Med alle materielle muligheder døde morfar Thorvald alene uden kontakt med sine fire døtre eller børnebørn. Familierelationerne fortsatte i frit fald hos Adrians mor og i foredraget stiller Hughes spørgsmålet, om fortidens traumer altid vil følge med. Kan vi vælge hvilket menneske, vi gerne vil være?

Adrian Lloyd Hughes er især kendt som værten fra både Smagsdommerne og Kunstquiz. Hans foredrag om kunst og kultur er tankevækkende, underholdende og fyldt med energi. Oplev en foredragsholder med en smittende entusiasme, overvældende viden og godt humør.

Debatarrangemenet med Adrian Lloyd Hughes er den 15/9-2022 kl. 19.00

Billetter kan købes her: Favrskov Bibliotekerne